Bag Norlan

Jeg hedder Trine og jeg bor på NORLAN sammen med min mand og vores tre børn.
Jeg arbejder i Skolenærværsteamet ZENIT, hvor jeg støtter børn og unge med bekymrende skolefravær og arbejder med at skabe veje tilbage til trivsel, deltagelse og fællesskab.
Jeg er uddannet faglært landmand, jordbrugsteknolog og har en diplomuddannelse i erhvervspædagogik. Derudover er jeg rideinstruktør, certificeret i ICDP og har gennemført grunduddannelsen i De Tre Principper (3P).
Gennem mere end 20 år har jeg arbejdet med børn og unge i lærings- og udviklingsmiljøer, hvor natur, dyr og praktiske fællesskaber har været centrale elementer.
Jeg er særligt optaget af, hvad der kan åbne sig, når børn og unge får mulighed for at være en del af noget meningsfuldt uden først at skulle præstere – og hvordan tryghed, tilhør og deltagelse kan vokse frem i deres eget tempo.
Mit udgangspunkt er, at børn og unge ikke skal fikses eller ændres, men mødes som hele mennesker. Når børn og unge mistrives eller trækker sig, ser jeg det ikke som udtryk for mangler, men som en tilstand, hvor deres naturlige trivsel for en tid kan være svær at få øje på.
Mit fokus er at skabe trygge og overskuelige rammer, hvor børn og unge kan falde til ro og gradvist få øje på egne ressourcer, mod og muligheder.
Jeg er optaget af naturlig trivsel – for mennesker, dyr og natur – og af den betydning, relationer, meningsfulde aktiviteter og naturnære omgivelser kan have for et menneskes trivsel, udvikling og livskvalitet.
For mig handler det grundlæggende om at møde børn og unge med nysgerrighed og tillid til, at der altid er noget at bygge videre på.
